Viser opslag med etiketten Kærhavebakken. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kærhavebakken. Vis alle opslag

fredag den 12. april 2013

En god grund

Det er en tilbagevendende kilde til glæde at komme forbi Kærhavebakken og se endnu et hus, der er skudt op af jorden.
I går var jeg til generalforsamling i ejerforeningen og der mødte jeg flere der går igang med byggeriet inden for de næste dage. Vi fik oplyst at kun ni grunde mangler at blive solgt og der tænkte jeg tilbage på min advokat. Han mente at grundene var for dyrt prissat men markedet har vist at han tog fejl på det punkt.
Min oversigt, der er hentet fra OIS, viser 13 frie grunde men der går noget tid fra et salg til at det er registreret på OIS så de sidste fire salg bliver snart opdateret.


5 af de solgte grunde er købt med henblik på projekt-salg. Jeg ser det som et sundt tegn at grundene bliver brugt som investeringsobjekt.


onsdag den 10. april 2013

Mursten er mursten

Advarsel. Dette indlæg indholder billeder og beskrivelser af mursten, der kan vække stærke følelser af søvn på den almindelige læser.

Murerne har været i gang i de seneste dage og gavlen på garagen er færdigmuret. Umiddelbart får arbejdet karakteren bestået med pil op, men den endelige bedømmelse må komme når mørtlen er tør og muren har stået noget tid.
Der er mere "spil" i Strøjer Tegl Bison end jeg regnede med og det er fint med mig så længe stenene er godt blandet. Måske forsvinder nuancerne når murværket har fået noget sol og er blevet tør.

Muret garage-gavl på vores hus.

Noget vi ikke kommer til at undgå er salpeterudtræk på stenene. Spørgsmålet er kun hvor meget og hvor længe. Salpeterudtræk er hvide plamager på muren og kommer når murstenene har været fugtige eller der bliver muret i regnvejr. Det kan være svært at undgå helt i Danmark. Når jeg kigger rundt på Kærhavebakken har alle huse salpeterudtræk i mere eller mindre grad så det vil være utopi at tro netop vores hus undgår det. Heldigvis er det kun et spørgsmål om kosmetisk og i de fleste tilfælde forsvinder det helt over tid.

Salpeterudtræk som ses på de fleste huse i udstykningen i mere eller mindre grad.

Endnu en genbo er skudt op af jorden på Kærhavebakken. Dette hus mener jeg er det første fuldmuret hus i udstykningen. Vi ville oprindeligt også gerne have et fuldmuret hus, for det ser fantastisk ud. Tilvalget kostede dog 160.000,- så ideen blev droppet igen. Jeg synes at have luret en trend at jo flere huse en entreprenør bygger jo mere foretrækker de helvægs betonelementer. De fuldmurede huse vi har set har primært været opført af mindre lokale entreprenører og vores genbos hus er ingen undtagelse.

Et fuldmuret hus hvor indervægge er færdige.

fredag den 22. februar 2013

Kærhavebakken i TV2 Nord

Det er længe siden jeg sidst har opdateret bloggen med nye billeder, da byggeriet midlertidig er sat i bero.
I dag mistede TV2 Nord så tålmodigheden og de tog sagen i egen hånd med et indslag om huset i Nyhederne.


Spøg til side, TV2 Nord indslaget går på at HEF A/S ikke tilbyder fiber på Kærhavebakken i 2013. Fibernet er fremtidens Internet og det er selvfølgelig ærgerlig at vi bliver forbigået i første omgang. Hvilken Internet løsning vi skal have er ikke besluttet endnu men jeg må nok acceptere at Internet hastighed er én af de få tilbageskridt ved at flytte ud af byen. Se hele indslaget, inklusiv flere billeder af kvarteret her

I dag ringede HusCompagniet byggelederen for at høre status, om vi skulle overveje at trykke på den grønne knap igen. Et hurtigt kig i DMI's vejrudsigt lover godt.


Vi skal snakkes ved på mandag og hvis prognosen holder skal murerarbejdet vist sættes i gang så byggeriet kan blive færdigt. Om det for alvor har gjort en forskel at vente finder jeg nok aldrig ud af. I det mindste har vi undgået hård frost om natten og flere dage med dagsfrost den seneste tid, men der er på den anden side heller ingen garanti for godt vejret de næste uger.

mandag den 21. januar 2013

Søndagstur - Billeder en masse

I søndags kom jeg hjem med følgende billeder. Huset er nu lukket (og låst) og nøglen har HusCompagniet. Jeg kan låne nøglen for en kortere periode men den skal afleveres efter hvert besøg.  

Jeg studsede over tagrenden, det var vist ikke den jeg havde bestilt? En håndværker kunne fortælle at de sætter midlertidige tagrender op og at de endelige kommer senere.


Udsigten over Klarup og Romdrup.

Fjernvarme-installation i bryggers.
Der er brugt 3773 KWh på byggeriet indtil videre. Når affugterne er færdige kommer alle 7 cifre nok i brug. :-)

Huset set fra haven, med indgang til garagen set til venstre. 

HusCompagniet sagde de holder en rydelig byggeplads og her er så beviset.

Udsigten fra Elias' værelse.

Den røde tråd går igen i byggeriet.

Genbo bygger med FBA Huse. Det ser godt ud, M1kkel! :-)

Udsigt fra Køkkenvindue.

Dette tilvalg husker jeg ikke umiddelbart, HusCompagniet? 

Der går kun få dage fra bar mark til støbt fundament. Der var flere stadier af mit byggeri jeg aldrig nåede at se, men så kan man jo bare kigge på alle de andre huse, der skyder op overalt på Kærhavebakken.

lørdag den 12. januar 2013

Tagisolering og undertag

Her er et kort indlæg med billeder fra de sidste par dage.

Huset set fra vejen. Siden sidst er der blandt andet kommet en en metal-container op, som jeg ikke helt kender funktionen af.

Nogle steder er isoleringen og undertaget kommet op...

...mens der andre steder, som her i stuen, stadig er åben til himmel.


Jeg gennemgik håndværkernes resultater og mellemregninger og fandt ikke umiddelbart nogle fejl.


Naboens nabo bygger med Vendia Huset.

tirsdag den 18. december 2012

Déjà vu

Her er et billede fra dagens tur til Kærhavebakken. Jeg kunne næsten have sparet mig turen og i stedet brugt et billede fra sidste uge, for der er ikke sket så meget på byggeriet. Det har jeg det i øvrigt helt fint med, forholdene har været svære for håndværkerne den sidste uges tid. 
Som skrevet tidligere har vi tilvalgt murede gavle, og indervæggen af dem er nu opført. Taget og ventilationsrørene er der også blevet arbejdet på.


Alt jorden, der kan ses på billedet foran huset, bliver til vores forhave. Jeg må indrømme jeg ikke er den store forhave-type, og jeg glæder mig til at se hvad vi finder ud af, når vi næste forår skal til at planlægge have.

fredag den 14. december 2012

Snak på kontoret

Vi sidder 4 på mit kontor og skæbnen vil at min ene kollega byggede nyt hus i 2010, min anden byggede nyt hus i 2011 og jeg er i gang med at bygge i år.
Tilbage på kontoret sidder Per. Men presset er åbenbart blevet for stort, der er simpelthen for mange byggeri-diskussioner og plantegninger på tavlen i middags-pausen. I hvert fald har Per nu købt Kærhavebakken 80 og skrevet under med FBA Huse, så i det nye år bliver han min (næsten) nabo!

Det er super Per, jeg ønsker dig alt mulig held og lykke med projektet. :-) Det har været rigtig spændende at følge en kollegas tanker fra at gå til Åbent Hus ved diverse 70'er villaer til at skrive under med en entreprenør på et nybyggeri. Det var en tro kopi af vores situation men Per (der også har gjort et grundigt stykke arbejde!) når frem til andre leverandører og løsninger. Det er marginaler, der skiller valget af bygge-firma for de fleste, tror jeg.

Hvis vores kontor er repræsentativt for Danmark skulle 100% af befolkningen være IT nørder og 75%  have en byggeblog. Pers blog kan ses på http://www.kaerhavebakken.dk/.

Med dagens opdatering er der 19 grunde tilbage.
Overvej eventuelt et skøde i julegave til manden, der har alt.

mandag den 3. december 2012

Mail fra byggesagkyndig

I dag modtog jeg en mail fra Ole, min byggesagkyndige fra Factum2. Han har været forbi grunden og siger at byggeriet går godt. Han havde en enkelt mindre kommentar om at tømrene skal bruge lim der er godkendt til -9° frost i stedet for -3° og det gør de så fremover.

Det føles godt at have en uvildig til at følge arbejdet selv om håndværkerne ser ud til at gøre det godt derude. Den sagkyndige er ikke bekymret for vinterbyggeri ud over at man selvfølgelig skal sørge for at holde isolering tør og ikke mure i frost.

Jeg savner allerede lys og varme men det er vist for tidlig til at gå vinterkold :-) Jeg kan glæde mig med minderne om en rigtig god udflugt til Kærhavebakken en varm sommerdag i August. Der var kun bygget et par huse dengang inklusiv dette KFS Boligbyg hus. 

søndag den 2. december 2012

Spærene er hejst

Søndag eftermiddag tog vi til grunden og oplevede huset i dagslys for en gangs skyld. Tømrene er igang med taget og de første spær er hejst.

Kærhavebakken 66
Jeg har hen ad vejen lært at HusCompagniet, som totalentreprenør, samarbejder med en underskov af firmaer. Nogle er jeg i direkte kontakt med (HTH, Uggerly, X-Dust, Stark...) og andre kommer sikkert og lægger deres guldæg hvorefter de fordufter igen uden jeg ser dem. Om Pallisgaard A/S er underleverandør eller ej, er jeg ikke klar over. Skurvognen kunne dog tyde på at det er deres folk, der arbejder på taget.

En knaldrød rulle tråd hænger fra det øverste spær. Er det ment som improviseret julepynt til den ellers kedelige grå-brune byggeplads?

I garagen er de kommet længst med taget. Efter at have fornemmet rummet i garagen er jeg glad for vi tilvalgte en garage i stedet for carport.

Vi kørte forbi et andet hus på vejen og byggeriet er ca. lige så langt fremme som vores. Umiddelbart ligner det et H-Hus med box tag. Der er mange byggerier i gang på udstykningen, og det glæder os at se. :-)

onsdag den 28. november 2012

Billeder af huset og vejen

Efter arbejde tog jeg en tur forbi grunden med kamera og som sidste gang var der bælgravende mørkt.
"Night Portrait" funktion blev slået til og det kom der følgende billeder ud af.

Ovenstående billede viser facaden set fra vejen. Det er faktisk en gadelampe der belyser sceneriet hvilket får mig til at tænke på en gammel barndomsven. Han kunne ikke sove da lyset fra gadelampen var for kraftig, så han skød lampen i stykker med sit luftgevær. Kommunen satte en ny lampe op og den skød han også i stykker. Det gentog sig et par gange indtil kommunen troppede op i hans hjem og tog en snak med mor og far. :-)


Her er jeg gået nogle meter op ad gaden og man kan se min bil nederst på vejen ud for vores grund. Naboens hus er vist snart indflytningsklar.


Udsigten fra vores køkkenvindue. Her skal jeg sidde dagen lang med blokken og notere hvem der kommer og går på vejen (just kidding!).

Isoleringen er allerede ankommet til grunden og er behørigt pakket ind. Jeg har set flere byggepladser, både ved HusCompagniet og andre entreprenører, hvor isoleringsmaterialet ikke er dækket ordentlig til. Uden at være byggesagkyndig synes jeg at våd isolering virker som en dårlig cocktail, så please, HusCompagniet, forskån mig sådan et syn på mit byggeri!


Udsigten fra stuen over marken mod Gistrup. Billedet krævede 13 sekunders eksponering, i virkeligheden gloede jeg ud i total mørke. Hurra for teknologien!

Alt i alt en god oplevelse. Området er skønt og de første beboere er allerede flyttet ind. Vi glæder os mere end nogenside før til at flytte. :-)
HusCompagniet nævnte ved et salgsmøde at de gjorde meget ud af at holde en ryddelig byggeplads. Det synes jeg de overholder indtil videre. Jeg ser frem til næste milepæl der bliver et møde på pladsen med byggelederen.

fredag den 16. november 2012

Kærhavebakken after dark

Det var egentlig min plan at komme forbi grunden næsten hver dag og se fremskridtet på byggepladsen. Sådan er det ikke endt indtil videre. Der har været andre gøremål og jeg har ikke været på grunden i to uger. 
Derfor var det med spænding jeg tog bilen derud efter skumring og jeg blev overrasket over hvor langt de er nået. Gas-beton elementerne er ved at blive rejst så jeg fik et sneak-peak på rummene og indretningen for første gang. Det er lidt spøjst at gå rundt i ragende mørke i "ruinerne" af sit kommende hjem. :-)

Nedenstående billede viser huset set fra vejen. Et fif jeg har lært til at genkende HusCompagniet huse er at de bygger med porebeton hel-elementer. Min nabo bygger med Vendia og de bruger 60 cm porebeton blokke. Min genbo bygger med FBA huse og de bruger Expan beton-elementer.

Kærhavebakken 66 en mørk november aften.

søndag den 4. november 2012

Søndags-update II

Efter nogle dage med influenza er jeg igen tilbage på toppen. Denne blog lider i sagens natur under mit fravær men vores byggeprojekt er heldigvis en helt anden sag. Her går slaget sin gang med eller uden min deltagelse. Jeg kunne formentlig ligge under dynen helt til februar og stadig flytte i et nyt hus uden forsinkelse.

Der er i øvrigt sket en del siden sidst. Bloggen er gået glip af et feel-good indlæg om Jakobs barnedåb i søndags hvor den større familie tog ud på grunden og fik Champagne og kransekage.

Jeg fik heller ikke skrevet et medrivende indlæg om turen til Uggerly for valg af el og belysning. Jeg tror faktisk min feber startede omkring det tidspunkt jeg så regningen for vores el-valg. :-) Jeg vender helt sikkert tilbage med et indlæg om vores valg.

Flere endelige tegninger er også kommet med posten fra HusCompagniet til godkendelse. Tegningerne er godkendt, HusCompagnet. Bare hæld mere diesel på gravkoen og fortsæt! :-)

Her er et billede fra grunden i dag hvor sokkel-arbejdet er igang. Jeg tog et par billeder og sendte til vores byggesagkyndige med nogle spørgsmål. Én ting er sikkert, vi er glade for at være igang og glæder os allerede til indflytning.

Kærhavebakken 66, d. 4 november.

onsdag den 26. september 2012

Byggetilladelse modtaget

fyrværkeri

I dag modtog jeg et giro-kort fra kommunen. Et sjælden kærkommen et af slagsen da kommunen vil have betaling for deres byggesagsbehandling og godkendelse af vores byggeri!

Godkendelsen var ifølge regningen allerede tilsendt HusCompagniet d. 20. september. Sagsbehandlingen tog hermed 2 uger hvilket må siges at være hurtig. Byggeriet kan nu gå i gang i slutningen af september som planlagt og det ser vi frem til.

Kommunens gebyr for behandlingen var endda mindre end budgetteret da det kun kostede 3.856,- mod forventede 4.000,-.

De 144,- er allerede øremærket til vin og rød kød i weekenden.

tirsdag den 11. september 2012

Genindspilning af The Birds

I går tog vi endnu en tur til udstykningen og herunder ses et billede taget fra nabo-grunden ud over markerne. Dagen i går var lettere overskyet og der sad en flok råger (tror jeg) og stirrede tavse på os. Det gav en udbredt stemning af Alfred Hitchcock syntes jeg. :-)

Bygge-projektet skrider frem efter planen. Bygge-ansøgningen er sendt til kommunen og jeg har med posten modtaget endnu et sæt tegninger fra HusCompagniet. Ros skal de have på den front, de sender tegninger pr. mail og med post og mine kommentare afleder nye tegninger til godkendelse. Jeg kan se de går meget op i at vi er helt enige inden byggeriet starter og de prøver bedst mulig at rette sig efter mit input. Hatten af for det.

Råger, måger og mark set fra naboens matrikel. Det er iøvrigt ikke en sø, kun en standhaftig vandpytte.
 

mandag den 13. august 2012

Facebook gruppe for Kærhavebakken

Som M1kkel fortalte i en tidligere kommentar har han oprettet en privat Facebook gruppe for nybyggere på Kærhavebakken. Gruppen hedder "Kærhavebakken Klarup" og kan findes her.

Gruppen har allerede 36 medlemmer og bliver brugt til nyheder og erfarings-udveksling. Skynd dig at købe en grund i dag så du kan få adgang. :-)

søndag den 12. august 2012

Søndags-update

I højre side har jeg nu tilføjet en oversigt over udstykningen som vil blive opdateret løbende. Den er på ingen måde officiel og der er nok et par ugers forsinkelse mellem et salg og mit data-grundlag, der er OIS registrering af ejerskiftet. Som kommende beboer glæder det mig at grundene bliver solgt og udstykningen bliver bebygget og det er min motivation for at lave oversigten.

Ud over h-hus.blogspot.dk og h-hus.blogspot.com har denne blog fået adressen www.h-hus.com. Det er ikke fordi jeg er vildt forgabt i at vores kommende hus er et H-hus, men alle tænkelige adresser der kunne lede tankerne på nybyg er allerede optaget og "Kaerhavebakken" er bare ikke en ørehænger. :-)

Sidst men ikke mindst tog vi en tur til udstykningen i dag med et kamera. Det bliver forhåbentlig til nogle gode før/efter billeder men eet billede ændrer sig forhåbentlig ikke, nemlig den flotte natur som udstykningen ligger i.

Udsigten fra grunden mod Lundby Bakker.

lørdag den 28. juli 2012

Opdateret kort over solgte grunde

Med input fra et par nybyggere er her et opdateret kort over Kærhavebakken. Nummer 11, 21 og 26 er blevet tilføjet som solgte. Jeg går ud fra minimum een yderligere grund er solgt jvf. John Frandsens salgsopstilling der siger at 29 grunde var solgt ved udgangen af Juni.



tirsdag den 24. juli 2012

Den første uforudsete udgift...

... vælter heldigvis ikke budgettet. Jeg har brugt en del energi at få klarlagt alle udgifter fra køb af grund til indflytning. Alligevel var krystal-kuglen ikke klar nok til at se regningen fra Klarup vandværk på 403.13,- da jeg som nybagt grund-ejer skal betale fast afgift til vandværket. Og det uagtet om jeg har brug for en dråbe vand derude nu.

Det tog 24 timer fra jeg skev under på det betingede skøde til regning lå i min postkasse hvilket jeg synes er nærmest uhyggelig effektivt. Jeg ser dog frem til en kop frisk, kold vand i Klarup  da vandet her i vores lejlighed i Aalborg midtby ikke just er top-kvalitet :-)

lørdag den 21. juli 2012

Udstykningen i Klarup

Grunden ligger i et ny-udstykket område i Klarup ved Aalborg. At finde en god grund til at bygge på er lige så udfordrende som at finde et godt hus. Aalborg kommune er ikke helt fremme i skoene med nye udstykninger men heldigvis har vi nogle driftige entreprenører og landmænd til at råde bod på det problem.

Nedenfor ses en skitse over udstykningen. De grønne grunde er solgte (skødet har skiftet hænder jvf. OIS). Lidt over halvdelen af grundene er solgte. Vores kommende grund er markeret med knappenål og den ligger i kanten af udstykningen op til en mark.

Udstykningen blev byggemodnet og var klar til overtagelse i juni. De første huse er allerede under opførelse og der står 10-12 skilte, der varsler kommende byggeri så der er ingen risiko for at man bygger på en bar mark uden naboer.

tirsdag den 17. juli 2012

Den sidste sten på vejen

I går deponerede vi beløbet på grunden til sælgers bank. Nu venter vi på at HusCompagniet for lavet jordbunds-undersøgelsen og givet os en fast pris på fundering- og sokkel arbejde. Ifølge grundejeren og HusCompagniet ligger udstykningen på meget solid grund så vi forventer ingen ubehagelige overraskelser.