For de involverede parter var det sikkert en arbejdsdag som så mange andre men for bygherren (mig) var der tale om lidt af en begivenhed. Både mangelgennemgang, blowerdoor test og solcelle-installation kunne have mere eller mindre succesfuld udfald. Heldigvis skinnede solen, alle havde taget deres gode indstilling med og det hele klappede.
Solcellerne er spredt over to tagflader, garagen og køkken alrum. Det "tilvalg" koster selvfølgelig ekstra ved Bilka. Som det kan ses på billedet er der lige præcis ikke plads til tre rækker solceller så der er vitterlig ikke plads til et eneste panel mere.
Med den præmis at solceller nok aldrig pynter, er jeg godt tilfreds med resultatet.
Inde i garagen er Fronius inveteren installeret ved siden af central-støvsugeren. Nu mangler kun den endelige tilslutning til el-nettet og så skulle alt være på plads.
I fredags nåede jeg aldrig at få resultatet af blowerdoor testen. For at få energi mærket A1 (bygningsklasse 2015) må utætheden i huset ikke overstige 1.0 liter/sekund/m2. 9 ud af 10 huse fra HusCompagniet ligger under den grænse men bliver huset målt til over 1.0 l/s/m2 kan det være svært efterfølgende at stille meget op. Alle huse skal være under 1.5 l/s/m2 for at overholde den lovpligtige BR2010.
I dag fandt jeg følgende seddel i bryggerset. Det er ikke bekræftet men huset lader til at have en tæthed på 0.68. Hurra! Sammen med solceller på taget forventer jeg det giver huset et A1 energimærke.