fredag den 8. marts 2013

Status på byggeriet

Monica kommenterede sidste indlæg for at høre, hvad status på byggeriet er. Svaret fylder en del, så her er en update pr. dags dato.

Murværk - min kæphest.
Som tidligere skrevet er byggeriet sat i bero da jeg ikke ville have murer-arbejdet til at starte i frostvejr. Et nydeligt murværk er en kæphest for mig og min pensionerede murer-genbo sagde "vent". For ca. en uge siden sprang foråret så ud og jeg skrev til HusCompagniet at de kan starte byggeriet igen, når det passer i deres kalender. Desværre gik der ikke mere end en dag før vejrudsigten meldte at vinteren kommer tilbage. Øv.

Jeg er klar over at HusCompaginet ikke kan være tjent med at jeg råber "stop, start...nej, vent!" fra sidelinjen, så beslutningen ligger hos dem. Hvis de ser tiden an, skal de nu ikke høre noget ondt for det.

Ellers er der ikke meget at berette. Købet af solceller er ikke just en solstråle-historie. I dag fik jeg besked at min solcelle-installatør har drejet nøglen om. Thorøs har sendt 300 medarbejdere hjem uden løn og mindst 'en af dem skulle have stået på vores tag om et par måneder. Jeg har snakket med Thorøs flere gange og de leverede super service. Trist at det ikke lykkedes for dem.
Heldigvis for mig er bestillingen foretaget igennem Bilka, så min ordre er stadig intakt. Jeg får en ny installatør og jeg er stadig på den gamle nettomåler-ordning.

Peder kom med en kommentar da jeg postede billeder af min el-tavle. Han pointerede at mit HPFI relæ nok ikke er den rigtige type til solcelle inverteren. Jeg spurgte Uggerly, og rigtig nok mener de at jeg nok kommer til at skifte relæ'et ud når solcellerne skal installeres. Hvorfor jeg skal betale Uggerly for at installere et forkert relæ (efter de garanterede at den ville virke til inverteren) er stadig en smule uklart for mig.

Tak til Monica, Peder og alle, der skriver mails, kommenterer på bloggen og på Google+. At der efter flere ugers stilhed stadig er rigtig mange, der kigger forbi hver dag, giver nærmest dårlig samvittighed. Når byggeriet går i gang igen lover jeg at spidse pennen!

Forår, ja tak.