tirsdag den 9. april 2013

Hasta la Vista Rasolar


For ca. en måned siden ringede Emil fra Rasolar, leverandøren til mine kommende solceller.
Emil var bekymret for om det nu var en god ide for Rasolar at have mine solceller stående mens de ventede på at blive installeret i det nye hus. Der stod panelerne jo på lageret, og lavede ikke rigtig penge for nogen. Emil var kommet på den ide om jeg eventuelt ville betale for solcellerne her og nu (110.000,-), for så var han ligesom en hovedpine mindre. De skulle nok passe på mine solceller, de ville bare gerne se nogle penge.
Solcellerne er købt igennem Bilka med betaling (til Bilka) ved installation, så det blev desværre et blankt nej til Emil.

I dag skrev Bilka så og beklagede at deres leverandør af solceller er gået konkurs. Selv med kreative tænkere som Emil om bord lykkedes det åbenbart ikke at redde butikken. Til mit held er ordren intakt, da jeg har handlet igennem Bilka og de vil finde en anden leverandør. Med det forsinkede byggeri forventer jeg at være sidste mand i Danmark, der får installeret solceller på den gamle ordning. Solcellekøbet skal nok udvikle sig til en solstråle-historie men lige nu ser det ærlig talt lidt dystert ud.

Rasolar tog turen til de evige solcelle-marker

2 kommentarer:

  1. Det var godt du slap uden om dem. Folkene bag, Rasolar, Jesper Skovenborg og Carsten B Madsen lever lystigt videre gennem et selskab der kalder sig Solar Power Investment eller SPI. se www.spi.dk. - Lykke til :-)

    SvarSlet
  2. Jo tak. NovaSolar har overtaget installationen og de virker umiddelbart fornuftige. Når mit anlæg er installeret går der forhåbentlig noget tid før jeg skal ud på det marked igen. :-)

    SvarSlet